Kampen for den ægte nattergal

Som leder af Foreningen Respekt i Vollsmose står jeg midt i et paradoks. Jeg ser hver dag, hvordan vores arbejde fungerer som det, sociologen Eric Klinenberg kalder "social infrastruktur" – de fysiske steder og organisationer, der former, hvordan mennesker interagerer. Det er i de lokale fællesskaber, at tillid opbygges, og isolation brydes.

Men jeg oplever også en anden virkelighed: Det er nærmest umuligt at finansiere denne infrastruktur. Mens behovet er enormt i Vollsmose, flyder pengene andre steder hen.

"Denne modstand har skabt en nysgerrighed. Er det bare mig? Eller er systemet indrettet til at overse os?"

For at finde svar har jeg gennemgået 26.240 bevillinger, fra danske fonde. Bevillinger der er frit tilgængelige på deres websites. Tallene afslører en massiv skævhed. Mens borgere i Københavns Omegn i gennemsnit modtager 2.423 kr. i støtte, må en borger i Aalborg nøjes med 782 kr..

Det ligner det fænomen, som beskrives i antologien The Revolution Will Not Be Funded: Et "Non-Profit Industrial Complex". Systemet favoriserer store, professionaliserede organisationer, der minder om staten selv – en slags "skygge-stat" eller "shadow state".

Disse organisationer har de akademiske kompetencer til at skrive de rigtige ansøgninger og tale de rigtige sprog. De trækker ressourcerne ind til hovedkvartererne, mens græsrødderne – dem der står med fødderne i mulden i landets udsatte boligområder – bliver efterladt som underleverandører eller helt uden for døren.

Den kunstige nattergal

Mads Roke Clausen bruger i sin bog Det civile potentiale en rammende metafor fra H.C. Andersen: Vi er ved at erstatte den "ægte nattergal" med en kunstig.

Den ægte nattergal er det lokale, uforudsigelige og passionerede foreningsliv. Det er den, der synger af lyst, og den, der skaber ægte relationer. Men systemet foretrækker den kunstige nattergal: De store organisationer, der synger taktfast, leverer standardiserede ydelser og passer ind i excel-arkene.

Når den nye aftale om grundfinansiering stiller krav om et "landsdækkende sigte", favoriserer man den kunstige nattergal. Man glemmer, at 53 % af de frivillige i Danmark er organiseret i de små og mindre foreninger.

Hvem bygger paladser for folket?

Eric Klinenberg kalder biblioteker og forsamlingshuse for "Palaces for the People". Det er steder, der ikke bare er bygninger, men livliner.

Men mine data viser, at vi centraliserer midlerne i en grad, hvor vi udhuler denne infrastruktur i provinsen og i de udsatte områder. Vi risikerer at skabe "velfærds-ørkener", hvor kun de store franchise-koncepter overlever, mens det autentiske lokale fællesskab dør ud af mangel på gødning.