SMO-Danmark

Det oversete mellemlag i civilsamfundet

afKim Nielsen, Foreningen Respekt

En åben dør og et spørgsmål: Mangler vi en stemme for de små og mellemstore organisationer?

Gennem mit arbejde som leder af foreningen Respekt har jeg længe undret mig over et fundamentalt paradoks: Hvorfor er det så uforholdsmæssigt svært at fundraise og drive en mellemstor social forening som vores i Danmark?

Foreningslivet bliver ofte hyldet som en uundværlig del af samfundets sammenhængskraft. Alligevel møder mange små og mellemstore sociale organisationer en hverdag præget af skrøbelig drift, usikre indtægter og et bevillingssystem, der gennem årtier er blevet formet af administrative krav, dokumentationslogikker og ansøgningsformater, som passer bedst til dem, der allerede har et stort maskinrum.

Det er den undren, SMO-Danmark udspringer af. Siden her er et forsøg på at fastholde en blind vinkel i civilsamfundet, som alt for sjældent bliver gjort til genstand for en samlet samtale. Mellem græsrødderne og de store landsdækkende organisationer findes et omfattende mellemlag af små og mellemstore aktører, som løfter betydelige sociale opgaver, skaber lokale fællesskaber og holder relationer i live over lang tid.

De står med drift, ansvar og kontinuitet. De står også uden de organisatoriske muskler, der gør det lettere at hente store bevillinger, håndtere komplekse krav og opnå varigt politisk gennemslag. Det er i det spændingsfelt, SMO-Danmark tager sit afsæt.

Civilsamfundets Tre Lag

Hvis man vil forstå, hvorfor mellemlaget så let forsvinder ud af både politik, finansiering og offentlig samtale, hjælper det at standse op ved noget enkelt: vilkårene i civilsamfundet er langt fra ens. Feltet rummer meget forskellige positioner, og det bliver svært at få øje på blindvinklen, så længe hele civilsamfundet omtales som én samlet størrelse.

Mastodonterne

De få, store landsdækkende organisationer. De har store sekretariater, stordriftsfordele og specialiserede afdelinger dedikeret til at navigere i statens og fondenes bureaukrati.

SMO'erne (Midten)

De små og mellemstore organisationer. Vi fylder meget i det frivillige sociale landskab, har ofte få ansatte og løfter store velfærdsopgaver over hele landet. Men vi gør det uden de store organisationers økonomi, kapacitet og administrative maskinrum.

Græsrødderne

De helt små, lokale initiativer og ildsjæle, der ofte drives udelukkende af frivillige og kan overleve for håndører.

Set i det lys fremstår den nye politiske aftale om grundfinansiering af civilsamfundet som mere end en teknisk omlægning. Den viser, hvordan feltet fortsat bliver læst ovenfra. Aftalen øremærker 347 millioner statslige kroner årligt til de aktører, der defineres som landsdækkende civilsamfundsorganisationer. Dermed bliver en bestemt del af feltet skrevet direkte ind i statens forståelse af, hvem der fortjener varig grundfinansiering.

Når de overordnede rammer formes i tæt samspil med de største aktører, sætter det sig også i systemets prioriteringer. Toppen bliver tænkt ind, bunden får ofte opmærksomhed som idealiseret nærhed og frivillighed, mens mellemlaget står svagere i selve konstruktionen. Her ligger en del af forklaringen på, hvorfor så mange små og mellemstore organisationer igen og igen oplever at skulle løfte store opgaver med et spinkelt organisatorisk fundament.

Men en blind vinkel i den politiske og institutionelle forståelse er kun den ene del af historien. Det næste spørgsmål handler om fordelingen af midler: Kan den samme skævhed spores, når man ser på, hvor pengene faktisk lander?

Gå på opdagelse i skævvridningen

Spørgsmålet er ikke kun, hvordan civilsamfundet bliver forstået politisk, men også hvordan midlerne faktisk fordeler sig. Derfor byggede jeg databasen "The Grant Gap"

The Grant Gap bygger på omkring 26.000 bevillinger, som fonde og andre aktører selv har gjort offentligt tilgængelige. En del af materialet er efterfølgende blevet bearbejdet maskinelt for at gøre den geografiske fordeling mere synlig, også hvor placeringen ikke fremgik tydeligt fra starten. Databasen er derfor ikke en endelig opgørelse over hver enkelt bevilling, men en retningsgivende kortlægning af, hvordan midlerne samler sig geografisk.

Når bevillingerne lægges sammen, træder et mønster frem, som er svært at overse. København og Aarhus ender igen og igen med flere penge per indbygger end resten af landet, på tværs af både statslige og private bevillinger.

Den geografiske skævhed peger også på en anden struktur i feltet. Når så stor en del af midlerne samler sig i København og Aarhus, styrker det de miljøer, institutioner og organisationstyper, der allerede står stærkest i de største byer. Det giver resten af landet svagere vækstbetingelser og gør det vanskeligere at opbygge robuste organisationer uden for de samme tyngdepunkter.

THE GRANT GAP: ASYMMETRIEN I TAL

Databasen samler offentligt tilgængelige bevillinger og gør det muligt at undersøge, hvordan midlerne fordeler sig geografisk. Den skal læses som en retningsgivende kortlægning, men mønsteret er tydeligt nok til at vise, hvor markant forskellen slår igennem fra kommune til kommune.

* Live data filtered by scope. Excludes Construction & Research grants.
Gå til databasen→

Når de store får i pose og sæk

Hvordan finansieringsstrukturen presser mellemlaget

Mange små og mellemstore frivillige sociale organisationer (SMO'er) er i dag økonomisk pressede af det danske bevillingssystem. Forskning peger på en tydelig udviklingstendens: Støttestrukturen er i stigende grad drevet af stordriftsfordele (“economy of scale”). De komplekse ansøgningsprocesser belønner de store, professionaliserede aktører, mens mellemlaget langsomt presses ud. Denne udgrænsning sker i to trin, der reelt lader de store aktører få i pose og sæk.

I pose og sæk

Mastodonterne suger de statslige midler og udelukker de små. Samtidig sætter de selvsamme gigant-aktører sig på store tilskud i de lokale puljer, som de små foreninger ellers er afhængige af.

Trin 1: Udelukkelsen fra de statslige og private puljer

Når de store og etablerede landsorganisationer i dag henter en betydelig del af de statslige og private puljemidler, skyldes det deres administrative kapacitet. Det kræver tid, akademiske kompetencer og professionel fundraising at hente puljemidler hjem. Mange SMO'er har slet ikke disse ressourcer og udelukkes reelt fra de nationale midler, da konkurrencen og dokumentationskravene er for store. Denne udelukkelse forstærkes af den nye politiske aftale om grundfinansiering, der afgrænser statsmidlerne ved at stille krav om et "landsdækkende sigte" for at modtage driftsstøtte. Det diskvalificerer flertallet af landets lokalt forankrede SMO'er, alt imens deres hidtidige lokale udviklingsmidler (PUF-puljen) sløjfes i samme aftale.

Trin 2: Kampen om de lokale midler – at tage fra begge kasser

Når adgangen til statslige puljer afskæres, tvinges SMO'erne ud i en intens kamp om de kommunale § 18-midler, som udgør en livsnødvendig hovedindtægt for deres overlevelse. Man kunne forvente, at disse lokale midler primært blev delt mellem lokale ildsjæle, men her oplever SMO'erne, at de store organisationer får i pose og sæk. De lokale foreninger tvinges i direkte konkurrence mod de selvsamme landsdækkende, professionelle organisationer, som allerede har adgang til de statslige midler. Analyser af konkrete § 18-uddelinger dokumenterer, at de absolut største enkeltstående tilskud i de lokale puljer ofte tilfalder de etablerede, landsdækkende institutioner. Mens de store får i pose og sæk, taber mellemlaget med andre ord to gange.

Konsekvensen for samfundet: Risikoen for “Cold Spots”

Sker der ikke en ændring, advarer erfaringerne os om alvorlige konsekvenser for den sociale sammenhængskraft. Vi kan se mod England, hvor en lignende politisk udvikling med øget professionel konkurrence førte til, at små, lokalt forankrede organisationer oplevede voldsomme indtægtsfald på op til 70 %. Konsekvensen var fremkomsten af såkaldte “Cold Spots”. Dette begreb dækker over hele lokalsamfund eller regioner, hvor det uformelle foreningsliv simpelthen bukker under, og den sociale kapital forsvinder, fordi der ikke er ressourcer til at opretholde det civile netværk.

▶Kilder
  • • Aftale om ny model for grundfinansiering af civilsamfundet (Social- og Boligministeriet, 2025) / Ny aftale om civilsamfundet er centralisering i forklædning (Altinget).
  • • Indblik i SMO-land 2024 (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2024).
  • • Forvaltning og oplevelser af § 18-midler (Frivilligrådet, 2020).
  • • Transaktionsomkostninger i frivillige sociale organisationer (Nordisk Administrativt Tidsskrift, 2021) af Mads Roke Clausen.
  • • Udviklingstendenser og strategiske udfordringer i den frivillige sociale sektor (Mads Roke Clausen, 2017).
  • • § 18-midler – En undersøgelse af de danske kommuners praksis... (Aalborg Universitet, 2022) af Ulrik Sørensen Schmidt.

Digital feudalisme

Behovet for digital public service

Oven i den økonomiske dobbeltklemme, der truer med at skabe “Cold Spots”, møder civilsamfundet nye strukturelle krav. Gennem de senere år har EU og staten indført reguleringer, der i praksis gør foreninger til digitale tvangskunder i et system, som analyseres som digital feudalisme. Her fungerer staten som lovgiver, mens et oligopol af kommercielle tech-virksomheder ejer den “digitale jord” via lukkede softwareplatforme. Foreningerne pålægges dermed en fast afgift for at udføre deres samfundsnyttige arbejde.

KapitalfondeStaten & EUTech-OligopolForeningerne

“De-risking” og strukturelt pres

Mekanismen udspiller sig især på to fronter. For det første har hvidvaskloven medført en “de-risking”-praksis hos bankerne. For at minimere egen risiko underkastes foreninger detaljerede kundekendskabsprocedurer (KYC), som skaber en betydelig administrativ byrde.

For det andet pålægger den digitale bogføringslov en stor del af foreningslivet at benytte registrerede, digitale systemer. Samtidig gøres brugen af kommerciel software i praksis uundgåelig for de resterende foreninger, hvis de skal kunne overholde databeskyttelsesregler (GDPR) og bevare deres legitimitet over for bevillingsgivere som fonde og kommuner.

Faste afgifter dræner de små foreninger

Markedet for digitale regnskabssystemer er stærkt koncentreret og domineres af få udbydere flere ejet af internationale kapitalfonde. Det mest markante eksempel er Visma-koncernen, der ejer både e-conomic og Dinero. Her opkræves foreningerne en fast, løbende afgift for at få adgang til den nødvendige infrastruktur. Forskningen viser tydeligt, hvordan denne regning rammer skævt: Transaktionsomkostningerne til it-licenser og administration er en fast udgift, der belaster de små og mellemstore organisationer særligt hårdt, da de mangler de store organisationers stordriftsfordele. Konsekvensen er direkte mærkbar for det lokale foreningsliv: De midler, som frivillige har samlet ind til at hjælpe udsatte borgere, ender i stedet som udbytte i en kommerciel softwareindustri.

Digital Public Service, en vej frem

Infrastrukturen i et moderne foreningsliv kan betragtes som et samfundsansvar. “Public service” har traditionelt været forbeholdt statsstøttede mediehuse, som tildeles betydelige midler til kulturformidling. Ud fra samme princip kunne staten finansiere den digitale infrastruktur, der understøtter de foreninger, hvor den faktiske kultur og sociale omsorg produceres.

Når staten stiller krav om kompleks administration, bør den også levere værktøjerne. En løsning er at stille en national, statsligt finansieret Open Source-platform til rådighed. Platformen kan udvikles med indbygget compliance, hvor it-sikkerhed, integrationer til CVR-registret og bankernes KYC-kontrol tænkes ind fra start. Det vil afmontere tech-oligopolet og sikre, at civilsamfundets midler forbliver hos borgerne.

▶Kilder
  • • Indblik i SMO-land 2024 (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2024).
  • • Societal Compliance Impact Report 2025: Scandinavian Suspicious Activity Reporting (Copenhagen Business School, 2025) af Kalle Johannes Rose.
  • • Transaktionsomkostninger i frivillige sociale organisationer (Nordisk Administrativt Tidsskrift, 2021) af Mads Roke Clausen.
  • • Platform Capitalism (Polity Press, 2017) af Nick Srnicek.

Opgøret med
regnearks-
velfærden

Frivillighed er ikke en business case

Den sidste strukturelle udfordring for særligt de små og mellemstore organisationer er de voksende krav om akademisering og effektmåling. For at opnå finansiering afkræves foreninger i dag komplekse “forandringsteorier” og resultatdokumentation, som tvinger den praktiske, relationsbårne erfaring over i et teoretisk akademisk sprog.

Isomorfisme

Tvangsmæssig isomorfisme

Fanget i en asymmetrisk ressourceafhængighed tvinges civilsamfundets aktører til strukturelt, sprogligt og metodisk at efterligne det offentlige systems egne logikker.

Tvangsmæssig isomorfisme og administrative byrder

Dette pres fungerer i praksis som en tvangsmæssig isomorfisme (ensliggørelse). Fanget i en asymmetrisk ressourceafhængighed presses civilsamfundets aktører til strukturelt, sprogligt og metodisk at efterligne det offentlige systems egne logikker for at opnå legitimitet og overleve i systemet.

Virkeligheden i foreningsdanmark er i dag, at 65 % af de små og mellemstore organisationer (SMO'er) oplever de statslige administrative byrder som alt for omfattende. Samtidig er det næsten fire ud af ti SMO'er, der angiver, at de under de nuværende krav slet ikke længere besidder de fornødne kompetencer til at fundraise.

Cherry Picking

Cherry picking

Et stærkt fokus på hurtige og målbare resultater kan skabe incitamenter til at prioritere indsatser, hvor udvikling lettere kan dokumenteres. Det kan stille de mest komplekse og ressourcekrævende sociale opgaver svagere.

Mission drift og cherry picking

Når systemet påtvinger den frivillige sektor et akademiseret bureaukrati, opstår der en åbenlys risiko for mission drift (mål-forskydning). Den oprindelige sociale sag kan komme under pres, når organisationer i stigende grad må tilpasse deres formål, metoder og sprog til den offentlige leverancekultur for overhovedet at kunne tiltrække midler. Samtidig skaber det voksende effektfokus nogle problematiske incitamenter. Når succes i høj grad skal dokumenteres gennem målbare resultater, kan det fremme cherry picking, fordi indsatser med hurtigere og mere synlige effekter lettere lader sig legitimere end det tunge, relationelle og langvarige arbejde.

Afkobling

Afkobling (Decoupling)

Foreninger udarbejder bureaukratiske forandringsteorier for at overleve, mens det ægte omsorgsarbejde fortsætter skjult nede i driften.

Afkobling og velfærdsparadokset

Som en overlevelsesstrategi mod de urealistiske evalueringskrav benytter flere organisationer sig i praksis af afkobling. Kravene om formelle forandringsteorier er oftest uforenelige med den uformelle, relationelle frivillighed. Foreningerne tvinges derved til at opretholde en bureaukratisk facade og ”lade som om, der ligger en plan” for overhovedet at blive forstået af fonde og ministerier. Udadtil producerer organisationerne de krævede dokumentationsark for at bevare deres legitimitet og finansiering, mens det ægte, uformelle omsorgsarbejde fortsætter fuldstændig afkoblet nede i selve driften.

Dette afdækker et fundamentalt paradoks i den moderne velfærdsstat: Staten og fondene rækker ud mod civilsamfundet for at få adgang til præcis det ubureaukratiske og ligeværdige nærvær, som opstår, når frivillige netop ikke lader sig styre af rigide regler. Men ved at betinge finansieringen af, at de frivillige organisationer skal efterligne statens eget målrationelle evaluerings bureaukrati, risikerer systemet at kvæle det uformelle engagement og den innovationskraft, man oprindeligt efterspurgte. Konsekvensen er et strukturelt velfærdstab, hvor den frivillige sektor gradvist drænes for sit vitale væsen til fordel for afkoblede excel-ark.

▶Kilder
  • • Indblik i SMO-land 2024 (Center for Frivilligt Socialt Arbejde, 2024).
  • • Transaktionsomkostninger i frivillige sociale organisationer (Nordisk Administrativt Tidsskrift, 2021) af Mads Roke Clausen.
  • • Til kritikken af den politiske økonomi i det civile samfund (Syddansk Universitetsforlag, 2024) af Lars Skov Henriksen.
  • • Ledelse af frivillige – når regler og værdier brydes (Public Governance Research, 2021) af Anders La Cour.
  • • Understøttelse og udvikling af det frivillige sociale arbejde (VIVE, 2018).

Hvem rækker hånden op?

Hvis den her side peger på noget, er det ikke kun en skæv fordeling af midler. Den peger på et større strukturelt problem. Et stort mellemlag af små og mellemstore organisationer løfter opgaver, som samfundet er dybt afhængigt af, men gør det uden den repræsentation, infrastruktur og interessevaretagelse, der svarer til opgaven.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om blindvinklen findes. Spørgsmålet er, hvem der er villig til at tage den alvorligt.

SMO-Danmark begynder ikke med et færdigt facit. Det begynder med et forsøg på at gøre et overset mellemlag synligt og stille et spørgsmål, som flere må være med til at besvare. Måske er det netop dér, første skridt må tages.